Interessant rundtur og hyggeligt samvær.
Arrangementet var lidt af et tilløbsstykke med ikke færre end 46 deltagere. Derfor var det nødvendigt at gennemføre rundvisningen i to hold med hver sin guide.
Og det skulle vise sig at være to særdeles veloplagte, engagerede og vidende guides, der ledte holdene gennem både Gamle Carlsberg til Nye Carlsberg, med fokus på ølbrygning, rigdom, arkitektur og familiefejde.
Vi kom ind i et af bryghusene og hørte om I. C. Jacobsens arbejde med udvikling af brygnings processen. Om hvordan forædling af gær og adgang til rent vand, skabte grobund for den fantastiske ekspansion og den ufattelige rigdom, som den førte med sig. en rigdom vi stadig i dag ser aftryk af, i blandt andet Ny Carlsberg Fonden, der hvert år yder store donationer til kunstens verden.
Vi så lagerkældre, hvor øllet lå til lagring i 6 måneder i 3500 liters øltønder, vi så nogle af de kilometerlange underjordiske tunneller, der forbandt lagerrummene, og vi så nogle af de ”slyngelstuer”, hvor kongelige og andre kendisser gennem tiderne er blevet beværtet med husets øl. Det siges at blandt andet prinsesse Elisabeth og prins Philip af England har siddet og drukket øl hernede - se lige det for dig!!
Undervejs på vandringen udendørs blev vi også gjort opmærksom på bygningernes forskellige arkitektoniske stilarter og hvorfra de to bryggere fik deres inspiration - samt ikke mindst de svimlende beløb, der blev investeret i byggerierne.
På en rundvisning som denne var det selvfølgelig uundgåeligt også at blive indviet i den tragiske far-søn magtkamp, der ledte til et totalt brud imellem dem. Fortællingen blev krydret med nogle af de nærmest barnlige tiltag de hver især tog i brug for at genere den anden part.
Heldigvis havde begge bryggere kloge hustruer, der til slut fik bilagt stridighederne.
Efter rundvisningen gik vi, mættet af information og indtryk, til Carls Øl & Spisehus, hvor vi fik serveret dagens simreret. Formand Madsen havde selvfølgelig også traditionen tro lidt information omkring status for førsteholdet og om Erhvervsklubbens kommende arrangementer.