Årets sidste arrangement i Erhvervsklubben bød på eksklusiv vinsmagning, fodbold og hyggeligt erhvervsmæssigt samvær.
Vores medlem Frank Reinholdt – som gennem sit firma FineWine A/S importerer europæiske vine – præsenterede 7 spændende vine. Det blev et interessant og informativt indlæg suppleret med dejlige smagsoplevelser. Frank fortalte på en engageret og vidende måde, hvad vi skulle være opmærksomme på omkring dufte, smag og eftersmag, når vi valgte vine.
Ikke overraskende blev stemningen mere og mere opløftet i takt med vinsmagningen, men det ”tacklede” Frank på en sjov og charmerende vis.
Frank havde indlagt en konkurrence, hvor det gjaldt om at gætte den samlede pris for de 7 vine. Det blev Yvonne Garlin fra Hellbrandt Trykcenter, som ramte næsten i plet og som gave modtog en fornem vinkaraffel.
Efter vinsmagningen serverede Ibsens køkken en lækker tapas buffet, inden klubbens cheftrænere Bo og Jan kom og fortalte om taktikken til dagens svære kamp mod rækkens tophold VSK Aarhus. Vi skulle være tålmodige med scoringen – den ville efter trænernes plan komme sidst i kampen …. og det holdt jo stik. Med 2 flotte scoringer i 2. halvleg blev det en fortjent 2 – 0 sejr i årets sidste kamp.
En dejlig afslutning på et sportsligt flot efterår for ”De sort-gule farver".
Det blev en herlig eftermiddag i BB, hvor vi blev meget klogere på ”de dejlige druer på flaske”, blev opmuntret af resultatet på fodboldbanen og fik en flot og inspirerende afslutning på Erhvervsklubbens arrangementer i 2024.