En mærkedag for Erhvervsklubben ”Hvepsene”
25 års jubilæum
I dag – den 18. april 2024 – er det netop 25 år siden, at der var stiftende generalforsamling i Erhvervsklubben ”Hvepsene”.
Ved stiftelsen i 1999 var der bare 7 medlemmer af erhvervsnetværket, men det er stille og roligt blevet forøget i årenes løb, så vi i dag er 29 virksomheder.
Visionen fortæller meget godt, hvad Erhvervsklubben er ”sat i verden” for:
Erhvervsklubben ”Hvepsene” har som vision at danne et netværk af virksomheder, hvor udveksling af erhvervserfaringer kan ske, samoplevelser foregå og forretningsmuligheder gro – og derved medvirke til at skabe et økonomisk grundlag, så Brønshøj Boldklub fortsat kan tilhøre toppen af dansk fodbold.
Målet har derfor været at skabe et loyalt netværk, hvor virksomhederne dels oplever en værdi for deres forretning dels at kunne levere et pænt økonomisk sponsorat til BB.
I de 25 år har Erhvervsklubben ”Hvepsene” leveret et sponsorat til BB på kr. 7,5 mio., og de seneste 3 år – 2021, 2022 og 2023 – sponseret godt kr. 1,0 mio. til vores klub.
For at styrke visionen om et godt og loyalt netværk har vi gennem årene gennemført mange interessante arrangementer – kulturelle, sportslige, forretningsrelaterede – og en årlig erhvervsrejse til udlandet. Det har betydet, at 25 forskellige lande er besøgt gennem årene.
Som eksempler på kommende arrangementer kan nævnes en guidet tur på Carlsberg i maj og en golfturnering i juni, hvor alle kan deltage uanset man har spillet golf tidligere.
Det er besluttet at erhvervsrejsen til efteråret skal gå til Spanien i forbindelse med landsholdets Nations League kamp i oktober måned og i den forbindelse markere/fejre jubilæet.
18.april/Kim Madsen