Hyggelig dag på Tingbjerg Ground
Det blev som forventet en hyggelig dag på Tingbjerg i forbindelse med efterårets sidste førsteholdskamp - omend afslutningen kunne have været bedre.
Optakten var imidlertid perfekt: de 22 forventningsfulde deltagere kunne sætte sig til bords til en lækker tapas-anretning fra Thomas Ibsens køkkenregioner. På et tidspunkt kiggede cheftræner Thomas Westh Hansen indenfor og fortalte om holdopstillingen og taktikken til dagens kamp mod B1908, inden vi samlet begav os over på stadion for at overvære kampen.
Og lad os være ærlige - det blev en skuffelse. Det var som om spillerne var tyngede af kampens vigtighed. De nåede i hvert fald ikke deres normale niveau. Først i de sidste 20 minutter gav de los og fightede sig tilbage i kampen.
Resultatet af kampen blev 2-2 ... og det var præcis ikke nok til at fastholde førstepladsen. Den gik i stedet til Holbæk, der havde samme pointtal, men en målscore der var 2 mål bedre end BB.
Nu hvor kampen er kommet lidt på afstand må vi hæfte os ved det positive: BB's andenplads sikrer en plads i oprykningsslutspillet og dermed chancen for at vende tilbage til divisionsfodbold.
Så vi ses igen på Tingbjerg i 2023.