AL Bank Open 2022
Hvor er vi bare heldige i Erhvervsklubben ”Hvepsene”.
Efter en regnfuld uge tittede solen frem fredag eftermiddag, da det traditionsrige og populære golfarrangement ”AL Bank Open” blev gennemført med Christian Barrett fra Arbejdernes Landsbank som sponsor. Sædvanen tro blev arrangementet afviklet på Marbækbanen i Skovlunde – og det blev en både sportsligt sjov og udfordrende aktivitet i smukke grønne omgivelser.
Under kyndig ledelse af erhvervsklubbens erfarne Golfmanager Ib Steffensen fra Golfrelations, blev de 24 ”golfere” sendt ud i 6 hold med 4 spillere på hvert hold. Ib havde medbragt sin mountainbike, som han susede rundt på og rådgav og servicerede de ivrige og lærevillige spillere.
Det fremgår af billederne nedenfor, at der blev brugt mange kræfter og koncentration på at få den irriterende lille golfbold i hul med så få slag som muligt.
Det er god ledelsesfilosofi at fokusere på og fejre sine triumfer. Derfor var det helt naturligt, at Jørgen Bo fra malerfirmaet PEMI stod jublende ”med armene oppe”, da han på hul 6 scorede 3 point – og helt i tråd med ledelsesfilosofien ignorerede, at det var det eneste af de 9 huller, som blev pointgivende!
Ib havde heldigvis medbragt ekstra bolde, som hovedsageligt blev brugt af Bjarne Rasmussen fra ROMAS. Bjarne havde tilsyneladende fået et golfsæt, hvor golfkøllerne for det meste slog boldene ud i det ufremkommelige vildnis, som krævede nye bolde.
Der var præmier til samtlige hold – og nævnes skal det vindende hold med så dygtige golfere som Martin Lagerstrøm fra Blikkenslagermester Tommy Schmidt – Ulrik Binau, Binau Låse – Marian Baadsbøl, Malerfirmaet PEMI og Jørn Hulgard fra Brønshøj Boldklubs Restaurant.
Vinder af turneringen blev Anders Randrup Christensen fra RH-el ApS, som gik en flot runde – og på spindesiden blev Maj-Britt Strunge fra UCplus A/S hyldet som bedste kvindelige golfer.
Tillykke til vinderne – og også tillykke til samtlige deltagere, som alle gjorde en forbilledlig indsats.
Der var fine sponsorerede præmier til samtlige hold. Ved golfarrangementer er der ofte ekstrapræmier i form af ”klappepræmier”. Det havde både Kenneth Binau sørget for ved at sponsere 4 pakker med 4 Rynkeby øl og Christian Barrett med VIP-billetter for 4 personer til Brøndbys hjemmekamp i efteråret mod Randers FC.
Det blev atter et vellykket golfarrangement med medrivende sportslige præstationer, lækker buffet
fra Brønshøj Boldklubs Restaurant, fine præmier – og ikke mindst networking og hyggeligt
samvær.
Stor tak til Christian Barrett og Arbejdernes Landsbank for atter i år at være sponsor for det vellykkede arrangement.