Spændende rundvisning
Det var et glædeligt gensyn, da Erhvervsklubben havde sat sine medlemmer stævne på Kongens Nytorv, foran Det Kongelige Teaters Gamle Scene.
Ud over det glædelige gensyn, ventede en spændende rundvisning på vores gamle Nationalscene. Rundvisningen blev gennemført i to hold af 15 personer, så vi kunne holde den anbefalede gode afstand (godt og vel, endda).
Selv om mange af deltagerne har set teatersal og publikumsrum før, var de veloplagte guider alligevel i stand til at diske op med en hel del historier, vi ikke havde hørt før – blandt andet om dengang den store lysekrone faldt ned i teatersalen!!! (heldigvis var der ingen tilskuere til stede, da det skete).
Der blev også tid til et besøg i kongelogen og i det kongelige gemak bagved.
Det der nok overraskede mest, var det bag scenen – det er enormt! Det er i fire/fem etager og går flere hundrede meter bagud. Her findes lagerrum, værksteder, mødelokaler og øvelokaler. To af øvelokalerne har samme størrelse som scenen på henholdsvis Gamle Scene og Stærekassen, så det er muligt at øve forestillinger i ”fuld størrelse” selv når scenen bruges til andre forestillinger.
Alle kostumerne til forestillingerne produceres i skrædderværkstedet. Selv om alle skræddere (og der er mange!) var gået hjem, da vi ankom, kunne man sagtens fornemme den aktivitet, der må være til daglig. Overalt var skitser og snitmønstre samt hel- og halvfærdige kostumer.
Gitte fra Per Christensen Automobiler sammenfattede den spændende rundvisning sådan: ”Det var en dejlig passioneret guide – man følte næsten, at han viste rundt i sit eget hjem”
Efter rundvisningen blev der hygget og netværket i selskabslokalerne på 1. sal i Nyhavns Færgekro.
September 2020