Netværksmøde hos Bodenhoff
Christian Bodenhoff og chefkonditor Allan Andersen havde inviteret til en sjov og lærerig oplevelse, da erhvervsklubbens medlemmer blev kastet ud i ”Den Store Bagedyst” kendt fra den populære TV-udsendelse i DR1 af samme navn.
Bodenhoffs har 8 forretninger i Københavns området, og arrangementet blev holdt i ”hovedafdelingen” på Finsensvej.
Christian og Allan instruerede os i at producere nogle spændende lagkager og marcipan hvepse – selvfølgelig i Brønshøj Boldklubs gul-sorte farver. Andre af deltagerne blev udfordret i at bage brød og boller.
De 45 deltagere blev delt op i grupper på 5-6, hvor opgaven var sammen at opnå det bedste resultat. Det blev således også en netværksøvelse, hvor samarbejde og kendskab til hinandens forcer blev synliggjort. Som det fremgår af billederne fra arrangementet, blev der virkeligt lagt stor energi og samarbejdsvilje i projektet.
Lagkager, marcipan hvepse og brød blev professionelt bedømt af Allan Andersen, som nogle af deltagerne genkendte fra hans virke som bedømmer i ”Kage-kampen” på Kanal 5. Vinderne af konkurrencen blev med applaus præmieret med gavekort til Bodenhoffs Bagerier.
Efter arrangementet var der middag hos Camilla i Restaurant ”Den Gyldne Okse” i Vanløse, hvor bagekunstens håndværk var livligt samtaleemne. Desserten hos Camilla var selvfølgelig lagkagerne medbragt fra Bodenhoffs – ud fra tesen ”selvgjort er velgjort”.
Det blev en både sjov og lærerig aften – med indsigt i bagekunsten, pleje af erhvervsnetværket og frem for alt hyggeligt samvær.