Hvor er vi bare heldige i Erhvervsklubben ”Hvepsene” – for på en flot efterårs eftermiddag/aften blev golfarrangementet ”Danske Bank Open” gennemført på Marbækbanen i Skovlunde.
Under ledelse af erhvervsklubbens bestyrelsesmedlem Ib Steffensen fra Golfrelations (som arrangerer store golfturneringer i ind-/og udland) blev de 28 ”golfere” sendt ud i 7 hold med 4 spillere på hvert.
Som det fremgår af billederne under ”Galleriet”, blev der brugt mange kræfter på at få den irriterende lille golfbold i hul med så få slag som muligt.
Bjarne Rasmussen fra Romas erfarede, at golf også kan være et farligt spil. Han var kommet helt ud i periferien tæt på hegnet – og da han svingede golfkøllen ramte metalkøllen hegnet, som viste sig at være et elektrisk hegn. Chokeret gennemførte Bjarne de sidste huller – men forklarede at hans ringe resultat skyldes fortsatte kraftige rystelser i hånden!!
Der var præmier til samtlige hold – og nævnes skal det vindende hold med så dygtige golfere som Thomas Skau Lundvig, home i Brønshøj, blikkenslagermester Tommy Schmidt, Kim Strunge, UCplus A/S og Bo Rasmussen fra GARANT på Frederikssundsvej.
Tillykke til vinderne – og til samtlige deltagere, som alle gjorde en forbilledlig indsats.
Det er både sportsligt sjovt og udfordrende at spille golf – og så foregår det i smukke grønne omgivelser.
Efter de sportslige indsatser blev der serveret lidt godt at spise, præmieoverrækkelse til samtlige hold – og ikke mindst networking og hyggeligt samvær.
Stor tak til filialdirektør Martin Flodgaard fra Danske Bank, Brønshøj Afdeling, som var sponsor for det vellykkede arrangement.
September 2018