Årets erhvervsrejse gik til Malaga på Solkysten i Sydspanien, hvor de 50 deltagere kunne rejse foråret/sommeren i møde. Der var tilrettelagt et varieret program under overskriften ”Styrkelse af netværket i Erhvervsklubben Hvepsene” – med erhvervsarrangement, generalforsamling og der blev selvfølgelig også tid til hyggeligt netværks-samvær.
Her kommer oplevelserne i kronologisk orden med stemningsbilleder under ”Galleriet”.
FREDAG den 20. april
Planmæssig ankomst til det centralt beliggende Hotel IBIS Malaga Centro Ciudad.
Første aften var der traditionen tro inviteret til ”Velkomstmiddag” – denne gang på dejlig middagsrestaurant nær hotellet. Bestyrelsen havde bevidst sørget for en bordplan, som bidrog til at styrke kendskabet til hinanden - både personligt og forretningsmæssigt. Den gode stemning ville ingen ende tage, da Erhvervsklubbens kasserer Kim Strunge sørgede for den musikalske underholdning med dejlige danske evergreens.
Det blev – ikke overraskende – en rigtig hyggelig aften.
LØRDAG den 21. april
For at lære Spaniens 6. største by – Malaga – bedre at kende var der arrangeret sightseeing med dansk guide. Det viste sig, at Erhvervsklubbens formand Kim Madsen havde påtaget sig den rolle. Det blev en times rundvisning på de mest kendte steder i Malaga – og populært afsluttet på café med lidt at drikke ovenpå anstrengelserne.
Resten af dagen var til deltagerne disposition – nogle tog en ”sightseeing by bike”, nogle fandt en restaurant til fælles spisning og andre besøgte seværdigheder.
SØNDAG den 22. april
Det blev en velbesøgt generalforsamling afholdt på ”vores hotel” – med fremlæggelse af regnskab, budget, og bestyrelsens planer og initiativer den kommende tid.
Det var besluttet at overvære La Liga kampen søndag eftermiddag mellem Malaga FC og Real Sociedad. Warming-up til kampen blev en frokost, hvor formanden for de danske supportere Morten Møller fortalte om eftermiddagens kamp og også om de noget ”tumultagtige” forhold omkring Malaga FC, som på det tidspunkt var dømt til nedrykning fra La Liga.
Trods nedrykningen var der 14.500 tilskuere ”på lægterne”, som så Malaga vinde en sjælden sejr på 2 – 0.
MANDAG den 23. april
Det blev et meget interessant erhvervsarrangement i ”Det Danske Hus” i Fuengirola. Morten Møller fortalte inspirerende, om hans bevæggrund til at have slået sig ned i Malaga. Herefter orienterede ejendomsmægler Peter Kaarsberg, KB Real Estate om muligheden for at starte selvstændigt og betingelserne for køb/leje/salg af ejendomme på Solkysten – det blev et meget interessant indlæg.
Under frokosten fortalte restauratør Thomas Schou, hvordan han ”var havnet” som fastboende i Sydspanien, hans opstart og mulighederne som selvstændig. Efter de forrige dage at have spist meget tapas, var det lækkert at få serveret dansk smørrebrød J
Konklusion:
Ved hjemkomsten mandag aften kunne deltagerne takke hinanden for en dejlig erhvervsrejse, hvor målet med styrkelse af kendskabet til hinandens forretninger var opnået – med givtigt erhvervsarrangement, god generalforsamling kombineret med muntre og hyggelige samoplevelser.