Arrangementet med besøg på Trekroner Fort ved indsejlingen til Københavns Havn blev en stor kulturel oplevelse krydret med hyggeligt samvær.
Vi havde en interessant og informativ guide med på sejlturen fra kajen ved Skuespilhuset gennem kanalerne på Christianshavn og langs havnefronten til Trekroner Fortet.
På Trekroner Fort blev vi modtaget af vores guide Hans Petersen fra Slots-og Kulturstyrelsen – som i øvrigt bor på Fortet med kone og børn – og vi fik konstateret, at Hans er en inspirerende guide. Under rundvisningen på Trekroner Fort fortalte han levende om søfortets historie gennem krig og fred. Trekroner Fort var hovedkvarter for general Olfert Fischer under ”Slaget på Reden” i 1801, hvor Trekroner Batteriets kanoner bombede de engelske angribere. Trods dette endte slaget efter 6 timer med engelsk sejr og tab af den danske handels -/ og krigsflåde.
Kasematbygningen står stort set uberørt gennem flere hundrede år. Tommy Schmidt tilbød ved turen gennem kasematterne at give tilbud på en total renovering af de sanitære forhold. Svaret fra vores guide var, at det er helt bevidst at bevare forholdene, som de har været fra starten – så der kom ingen ordre til erhvervsklubbens blikkenslager i denne omgang!
Fra toppen af den imponerende kasematbygning er der et smukt udsyn til Øresund og København.
Vi fik også set, at vandflyveren til t/r til Århus lander og letter tæt på Trekroner Fort.
Efter rundvisningen blev der serveret en lækker ”Trekroner Gryde” i fortets hyggelige hovedbygning - inden sejlturen hjem efter mørkets frembrud. Det blev en smuk sejltur – med panorama udsigt til Københavns belyste tårne og bygninger – og det var samtidig en flot afslutning på endnu et spændende arrangement med Erhvervsklubben ”Hvepsene”.
September 2017