Per Christensen var vært ved et både interessant og underholdende virksomhedsbesøg – med den spændende titel ”Kys, kampråb og luftguitar”.
I sin velkomst fortalte Per om butikken på Slotsherrensvej – og om den pudsige og sjove anskaffelse af den smukke ”Ford A” fra 1931, som står i forretningen og ses på billedet under ”Galleriet” her på hjemmesiden.
Per udtrykte stor glæde ved medlemskabet af Erhvervsklubben, som betyder, at mange BB’ere lægger vejen forbi ham, når der skal købes bil. Han lagde op til, at vi som medlemmer i Erhvervsklubben kan og skal blive endnu bedre til at netværke og bruge hinanden forretningsmæssigt.
Under spisningen var der tydeligt gang i den forretningsmæssige ”networking” – inden aftenens musikalske indslag ”tog over”.
Journalist og musiker Søren Prehn holdt et levende foredrag om dansk musik fra 1967 og fremefter – og vi kom tæt på nogle af de kendte danske musikere som C.V. Jørgensen, Kim Larsen, Sebastian, Thomas Helmig og mange andre.
Foredraget blev varierende gennemført ved radioklip, lydoptagelser, grammofon og levende musik, som Søren og hans kapelmester Niels Smedegaard udførte så inspirerende at alle sang med.
Det blev en rigtigt interessant aften, hvor alle gik hjem smånynnende i dejligt humør.
Marts 2017