Arrangementet på den ”Den Blå Planet” – Danmarks Akvarium i Kastrup – bød på ”et hav af spændende oplevelser”
Besøget blev gennemført med to meget engagerede og inspirerende guider, der med sjove eksempler fortalte om livet under havoverfladen og viste de mange forskellige fiskearter, som museet indeholder.
Fascinerende er det at gå i tunnelen, mens hajer og rokker svømmer over hovedet på én. Guiderne fik ved hjælp af vandsprøjt blæksprutten – der udstrakt måler 8 m. – til at komme frem og hilse på.
Da bestyrelsesmedlem Ib Steffensen har et forretningsmæssigt samarbejde med museet, blev det et eksklusivt arrangement, hvor vi ekstraordinært ”kom bag kulisserne” og så det enorme pumpe- og filtersystem, der sørger for at fisk og havdyr får ilt og rent vand i de store akvarier. Det blev oplyst, at ”Den Blå Planet” har en månedlig elregning på kr. 1 mio.!!
Efter rundvisningen var der sørget for middag på Restaurant Kystens Perle tæt på museet – hvor der blev lejlighed til at erfaringsudveksle både om rundvisningen på ”Den Blå Planet” og forretningsmæssige udfordringer og succeser i dagligdagen.
Det blev en aften med sjove fortællinger og styrkelse af viden om havets mysterier – og det vanlige hyggelige samvær.