Årets erhvervsrejse var fastlagt til Tysklands hovedstad Berlin. Det blev en oplevelsesrig tur, som udover det faglige islæt og hyggeligt samvær – var med til at styrke Erhvervsklubbens netværk.
Torsdag
Turen til Berlin foregik med en moderne bus fra Nettbuss – via Gedser – Rostock.
Efter ankomsten til det centralt beliggende Best Western hotel – inviterede Erhvervsklubben til den traditionelle velkomstmiddag – denne gang på typisk tysk restaurant på det berømte hovedstrøg Kurfürstendamm.
Jørgen Hansen fra Brønshøj Boldklubs Restaurant havde fødselsdag – og med kasserer Kim Strunge som forsanger blev han fejret med fødselsdagssang.
Det blev en hyggelig og munter aften, hvor deltagerne havde god mulighed forretningsmæssige samtaler og selvfølgelig dyrke fællesskabet.
Fredag
Med formålet ”Lær Berlin at kende” var der arrangeret en sightseeing på cykel – ”Berlin by bike”. Det blev en stor oplevelse for os alle – med dygtige guider til at berette om den spændende hovedstad.
Erhvervsbesøget var i år henlagt til bryggeriet ”Berliner-Kindl-Brauerei”. Efter en interessant gennemgang af alle faser udi brygger-kunsten – blev vi vist rundt i bryggeriets imponerende produktion.
Besøget sluttede med en meget populær smagning af nogle af de produkter, som vi havde set i de store metalbeholdere under rundvisningen.
Lørdag
Det var besluttet, at Erhvervsklubbens generalforsamling blev holdt på vores Best Western Hotel. Udover selve generalforsamlingen (som der kan læses mere om under det separate punkt om generalforsamlingen) – fortalte Brønshøj Boldklubs nye formand Jan Juul Jørgensen om sin karriere indenfor erhvervslivet og på fodboldfronten. Endvidere hørte vi om hans tanker og målsætninger for klubben. Det blev en rigtig god og interessant generalforsamling.
For første gang i Erhvervsklubbens historie var der ikke en fodboldkamp på programmet – grundet vanskeligheder med at skaffe billetter til dagens Bundesligakamp i Berlin. I stedet var deltagerne inviteret til en fantastisk show i Friedrichstadt Palast – med akrobatik, dans, sang, synkronsvømning m.m.m.
Alle var enige om, at det var en oplevelse som til fulde kunne erstatte fodboldkampen. Ved hjemkomsten til hotellets bar blev Tonny Garlin fra Hellbrandt A/S Trykcenter fejret med sin fødselsdag på samme festlige måde som Jørgen Hansen var blevet om torsdagen :-)
Søndag gik turen hjemad atter via Rostock – Gedser med frokost-buffet ombord.
Det blev atter en dejlig oplevelsesrig erhvervsrejse med kombination af fagligt indhold, networking og hyggeligt samvær.