Guidet rundvisning på Nordisk Film i Valby
Som tidligere direktør for Nordisk Film havde vores trofaste klubkammerat, Kenneth Plummer, arrangeret en både interessant og underholdende rundvisning på Nordisk Film i Valby.
De 41 deltagere blev budt velkommen af virksomhedens nuværende CEO Allan Hansen, som netop var kommet hjem fra Oscar uddelingen i Los Angeles, hvor Nordisk Films ”Pigen med nålen” var nomineret – dog uden at tage en Oscar.
Allan Hansen fortalte om Nordisk Film, som siden 1906 har været en levende filmby og skabt mange kendte TV- og filmoplevelser, bl.a. Matador, Olsen banden og Jussi Adler-Olsens krimier om Afdeling Q.
Produktsortimentet er med årene blevet udvidet med udvikling af spil via Nordisk Film Games, distribution af PlayStation, Streamingtjenester m.m.
Gennem disse aktiviteter leverer Nordisk Film produkter og tjenester indenfor film, serier, biografoplevelser, spil og digitale løsninger.
Det blev en sjov og inspirerende rundvisning med en dejlig entusiastisk Erik Bach som guide.
Vi fik set de gamle og nye filmstudier, museet med datidens filmapparater med håndsving, genkendelige kostumer fra populære film og TV.
På fotokavalkaden er de mange indtryk ”foreviget”.
Vi fik også set den første film produceret af Nordisk Film i 1906, nemlig ”Løvejagten på Elleore”. Det var fascinerende at høre om og se den primitive måde at foretage filmoptagelsen på for mere end 100 år siden.
Efter den kulturelle del af arrangementet spadserede vi til Restaurant Phenix på Valby Langgade, hvor der blev serveret saftige burgers, lidt godt at drikke og ikke mindst en rig mulighed for at styrke erhvervsnetværket.
Det blev en både interessant, lærerig og sjov aften på Nordisk Film – suppleret med hyggelig samvær på Restaurant Phenix.
8. marts 2025/KM
- Vores guide, Erik Bach, byder velkommen
- Kenneth Plummer fortalte om sin tid i spidsen for Nordisk Film
- Erik Bach og Nordisk Films direktør, Allan Hansen
- Allan Hansen fortæller om Nordisk Films forrretningsområder
- Nordisk Fil er (med rette) stolte af deres Oscar nomineringer … og statuetter
- Scene 2 fra 1910 fungerer i dag som museum
- De første stumfilm blev optaget med sådan et kamera
- Erik Bach brugte Tidslinien på væggen til at fremhæve de vigtigste hændelser i Nordisk Films historie
- Gamle sager ;)
- Franz Jäger pengeskab
- Kavalkade over gamle Nordisk Film successer
- Kostumer fra Matador
- Kostumer fra Huset på Christianshavn
- Kulissen, vi alle kender!
- Så skal vi i biografen
- Nordisk Films ældste bevarede film: Løvejagten
- Ove skal lige forstå hvordan LED-scenen fungerer
- Bagsiden af væggen i LED scenen
- Burger-menu på Cafe Phenix