Årets erhvervsrejse var til Ungarns hovedstad Budapest, hvor vejret artede sig fra sin bedste side med sol og varme til glæde for de 54 deltagere. Målet med erhvervsrejsen var styrkelse af netværket, erhvervsfaglig viden om Ungarn og selvfølgelig oplevelser og hyggeligt samvær.
Her er i kronologisk orden en lille beskrivelse af dagene suppleret med fotokollage fra en erhvervsrejse med fagligt, kulturelle oplevelser og berigende samvær på tværs af netværket.
Søndag den 7. september
Vi boede på er 4-stjernet hotel i den nordlige del af Budapest City og var så tidligt fremme, at eftermiddagen kunne bruges til research i byen.
Velkomstmiddagen var på en ungarsk restaurant med en menu ganske naturligt startende med gullaschsuppe. Middagen var typisk ungarsk med store portioner, så ingen gik sultne fra bordet. I år havde vores kasserer Kim Strunge atter sørget for underholdningen – en underholdning, hvor vi alle blev inddraget. Der var nemlig arrangeret fællessang mellem retterne – og alle skrålede med på velkendte sange fra Kim Larsen, Shu-bi-dua og Bamses Venner – professionelt akkompagneret af Mr. Strunge.
Det blev en sjov og hyggelig dag med en fin start på erhvervsrejsen.
Mandag den 8. september
Vi fik besøg af den danske ambassadør Christian Thorning og handelsattache Daniel Peter. Det blev et særdeles interessant indlæg, hvor vi blev informeret om de politiske, økonomiske og erhvervsmæssige muligheder i Ungarn. Meget interessant fortalte Christian Thorning også om den øgede ambassadør-rolle under Det danske formandskab i EU.
Eftermiddagen var der rig lejlighed til på egen hånd at få et indtryk af Ungarns spændende hovedstad, inden vi om aftenen skulle overvære det danske fodboldlandsholds kamp mod Grækenland. Det foregik på en typisk irsk pub, hvor vi havde vores eget lokale med 3 storskærme, fotos af fodboldkoryfæer på væggene – og ”vores rum” dekoreret med Dannebrog på bordene og guirlander af danske flag. Det blev en fantastisk god fodboldaften i et velkendt britisk fodboldmiljø – og så med en mindeværdig og fortjent 3 – 0 sejr til Danmark.
Charlotte fra Bodenhoff havde udlovet gavekort til en af de populære ”Bodenhoff-kager”, og så var der købt en Puskas-trøje som supplerende præmie. Ingen havde formået at tippe det rigtige resultat, og der måtte lodtrækning til. De 2 gavekort blev vunder af Pia fra Rygsmertefri og Maja fra Garant i Herlev. Puskas-trøjen vandt Bjarne fra Romas – og den blev han lykkelig for, bare se på fotoet…
Tak til Charlotte for præmierne.
Tirsdag den 9. september
Der var valgmuligheder med hensyn til sightseeing – enten en eksklusiv sejlads på Donau med en hjuldamper eller en guidet cykeltur i Budapest. Det blev 2 gode kulturelle oplevelser.
”Cykelholdet” fik oplevet at det blå sygesikringskort virker!! Uheldigvis kom Maja fra Garant til skade, da et skarpt spændstykke på en lygtepæl stak så langt ud, at Maja fik revet en dyb flænge i overarmen. Det blev til en tur på hospitalet med rensning af sår, syning af nogle sting og stivkrampevaccination. Vi fik konstateret, at det ungarske sygevæsen fungerer – og Maja fik en god og helbredende behandling.
Som det ses i fotoserien, besøgte Gitte fra Per Christensen Automobiler og Laila fra Wollerup Kloak en skønhedsklinik efter cykelturen, hvor de blev viftet i ansigtet for at få fjernet rynker. Referenten mente, at det var helt unødvendigt ….
Afskedsmiddagen fandt sted på en nærliggende Italiensk restaurant, hvor vi sad samlet og fik en lækker italiensk buffet – og en fantastisk god og hyggelig måde at runde af på erhvervsrejsen.
Onsdag den 10. september
Hjemturen til København forløb planmæssigt med landing i fædrelandet onsdag eftermiddag.
Konklusion
Ved hjemkomsten kunne vi takke hinanden for en oplevelsesrig erhvervsrejse, hvor målet med styrkelse af både det sociale og forretningsmæssige kendskab til hinanden blev opnået – med nogle både erhvervsfaglige, kulturelle og netværksfremmende aktiviteter – og ikke mindst nogle hyggelige dage sammen i Budapest.
14. september 2025/KHM
- Klokken er 06, og formand Madsen byder velkommen
- Let frokost inden check-in på hotellet
- Nogle benyttede eftermiddagen til at spadsere ud til den livlige Margretheø
- Og blev man træt i fødderne kunne man jo køre
- … eller cykle
- Velkomstmiddagen blev afholdt på en ungarnsk restaurant
- Korleder Strunge kæmper med at styre koret (i to lokaler) … og en ret lav døråbning!
- Erhvervsarrangement
- Takkeord til ambassadøren for det spændende indlæg om ambassadørers arbejdsopgaver og -vilkår.
- Kim takker Handelsattaché Dániel Péter for en fornem orientering om økonomiske trends, udenlandske engagementer og erhvervsmæssige forhold i Ungarn
- Nogle brugte eftermiddagen til at besøge den store markedshal
- Gitte og Laila gik på skønhedsklinik – selv om det er helt overflødigt
- Grækenland-Danmark blev overværet på storskærme på en Irsk sports-pub
- To glade Puskás’er
- Sejlerholdet tog sporvognen til Dock 10
- Gåsegang på det smalle fortov
- Sol og afslapning på øverste dæk
- Med den imponerende parlamentsbygning i baggrunden
- Cykelholdet inden start
- Maja fik et væmmelig dybt sår af et stykke strittende metal på en lygtepæl
- Stop ved Operaen
- Stop ved Sankt Stefans Basilika
- Cykelholdet sammen med Ronald Reagen
- Cykelholdet med guiden Thomas
- Afskedmiddag på en italiensk restaurant – Maja “lappet sammen” og frisk igen
- Nogle tog en betagende flot aftensejlads efter afskedsmiddagen















































